Paul Grossin

Le général d’armée Paul Grossin.

Paul Joseph Roger Grossin, né le à Oran et mort le à Paris, est un officier de l’armée française, qui finit sa carrière ayant atteint le grade de général d’armée.

De 1957 à 1962 – pendant la Guerre d’Algérie – il dirigea les services secrets français, le Service de documentation extérieure et de contre-espionnage (SDECE).

Paul Grossin naît à Oran le 1er janvier 1901. Au gré des affectations de son père, officier d’infanterie, il passe sa jeunesse à Oran, puis – après un bref séjour de deux ans en métropole à Auxerre – à Casablanca. Après la Première Guerre mondiale, il poursuit sa scolarité au lycée Chaptal à Paris, où il passe un bac ès sciences.

Il fait son service militaire pendant deux ans au Maroc dans le Génie, puis se rengage pour deux années supplémentaires avant de réussir en 1925 le concours d’entrée de l’École militaire du Génie, à Versailles. Il en sort comme officier d’active en 1927 et est affecté quelques années dans les troupes d’occupation en Allemagne, avant de retrouver le Maroc en 1930 pour une affectation à la frontière algéro-marocaine.

Nommé capitaine en 1932, il est affecté à Versailles puis à Paris. Il est nommé chef de bataillon en 1939, juste avant le début de la guerre.

Pendant la drôle de guerre, de septembre 1939 à mai 1940, le commandant Grossin est affecté à l’état-major de la Ve Armée. Cette armée est située initialement en Alsace, à Wangenbourg et commandée par le général Bourret. Le chef d’état major est le général de Lattre, que Grossin apprécie. Le commandant (par intérim) des chars est le colonel de Gaulle (celui-ci glass water bottle that looks like plastic, déjà connu dans les milieux militaires comme théoricien de la force mécanique et auteur de l’ouvrage Vers l’armée de métier puis de La France et son armée, prendra en avril 1940 le commandement de la 4e division cuirassée de réserve). Les deux hommes font connaissance, car Grossin fournit à de Gaulle le carburant dont ce dernier a besoin pour l’entraînement de ses chars.

En mai 1940, l’avancée allemande est rapide, après la percée des lignes françaises à Sedan. Grossin est fait prisonnier fin juin 1940 dans les Vosges. En août de la même année, il parvient à s’évader d’Allemagne, et rejoint Alger.

Il intègre en novembre le 19e régiment du génie, de l’Armée d’Afrique, à Hussein-Dey.

Le 14 janvier 1941, il épouse Hélène Rieffel (1913-1991), fonctionnaire au ministère de l’agriculture. Il participe avec sa femme à la création d’un mouvement de résistance affilié à Combat, avec notamment Louis Joxe, les professeurs René Capitant et Paul Coste-Floret, et le colonel Paul Tubert. Ce groupe est plutôt orienté vers l’action politique, avec la diffusion d’un journal, et de tracts, que vers le coup de main. Cet engagement et son appartenance à la franc-maçonnerie lui valent d’être rayé des cadres de l’armée par le gouvernement de Vichy en décembre 1941.

Au sein de la résistance, il prépare alors le débarquement allié en Algérie, l’opération Torch. Le 8 novembre 1942, les alliés sont à Alger et neutralisent, avec l’appui des résistants français, dont les membres du réseau Combat, les forces armées vichystes commandées par l’amiral Darlan et le général Juin.

Grossin intègre alors les Forces françaises libres (1e DFL) en Afrique du Nord, et y est nommé lieutenant-colonel. Avec de Lattre, qui a rejoint Alger en 1943, ils préparent le débarquement de Provence en août 1944, et la campagne de France jusqu’à la victoire.

Entre-temps, Grossin, qui a été nommé colonel, est rentré en métropole en septembre 1944. Il y est successivement en 1945-1946 chef adjoint du cabinet militaire du ministre de la Guerre, le gaulliste André Diethelm, chef du cabinet militaire du général de Gaulle, alors président du Gouvernement provisoire de la République française (c’est l’époque à laquelle il est nommé général de brigade), commandant militaire du palais de l’Assemblée nationale puis chef du cabinet militaire du sous-secrétaire d’État à la Guerre. C’est aussi à ce moment qu’il s’inscrit au parti socialiste (SFIO), ce dont il ne fait pas mystère, pas plus que de son appartenance à la franc-maçonnerie (il est adhérent au Grand Orient de France). Ces réseaux n’ont sans doute pas peu joué quand en janvier 1947, le président Vincent Auriol, fraîchement élu, l’appelle comme secrétaire général militaire de l’Élysée, où il va rester pendant toute la durée du septennat.

À ce poste de confiance, Grossin est aux premières loges pour tout ce qui touche aux questions militaires : il aura notamment à gérer la question du réarmement français après la guerre, et surtout la guerre d’Indochine entre 1946 et 1954.

Après le départ d’Auriol, il passe quelque temps en 1954 comme inspecteur général adjoint du Génie, avant d’être nommé en 1955 commandant de la IXe région militaire à Marseille. Il représente la France au mariage du prince Rainier de Monaco et de Grace Kelly, le 19 avril 1956… en compagnie de François Mitterrand, ministre d’État et garde des sceaux. Mais il s’ennuie à ce poste, aussi est-il parallèlement chargé de mission auprès du gouvernement de Guy Mollet, alors président du Conseil meat tenderizer bromelain, pour des sujets relatifs à l’actualité militaire, comme la guerre d’Algérie, commencée depuis novembre 1954, ou encore la crise du canal de Suez en octobre 1956, qui déconsidère durablement la France et le Royaume-Uni obligés de céder à la pression américaine.

Alors qu’il a atteint le sommet de la hiérarchie militaire avec sa nomination comme général d’armée en décembre 1956, c’est en septembre 1957 que le président du Conseil, Maurice Bourgès-Maunoury, le nomme directeur général du Service de documentation extérieure et de contre-espionnage (SDECE), autrement dit les services secrets français.

À ce poste, le général Grossin va être unanimement reconnu comme un grand patron, et respecté par tous, ses collaborateurs et ses pairs (Allen Dulles, directeur de la CIA, l’appréciait notamment beaucoup. Serviteur de l’État avant tout, son habileté politique est grande, servie par son expérience à l’Élysée et sa connaissance des réseaux d’influence, socialistes et francs-maçons. Énergique et d’une humeur toujours égale, c’est un personnage volontiers truculent et rabelaisien, qui marque tous ceux qui l’approchent. Son premier travail va consister à réorganiser les services pour les replacer sous la dépendance de la seule présidence du Conseil… tâche difficile en cette période trouble de la fin de la IVe République .

En mai 1958, l’insurrection à Alger provoque le retour au pouvoir du général de Gaulle, d’abord comme président du Conseil, puis comme premier président de la Ve République. Le SDECE garde sa neutralité et s’adapte à l’alternance, peut être facilitée par le fait que de Gaulle et Grossin se connaissent depuis 1939. De Gaulle va d’ailleurs très vite s’intéresser aux services secrets et va souhaiter les voir plus puissants pour mieux les utiliser dans sa politique extérieure, mais aussi intérieure. Michel Debré, premier ministre à partir de janvier 1959, va utiliser son conseiller chargé des questions de sécurité, Constantin Melnik, pour assurer l’interface avec Grossin et ses services. Pendant trois ans, les sujets de travail vont être nombreux. On peut particulièrement retenir les suivants.

La réorganisation du SDECE se poursuit, que ce soit par l’attention particulière portée sur le recrutement et la formation (Grossin échouera néanmoins dans son souhait de création d’une école de renseignement), dans la remilitarisation des services qui comportent trop de civils (sur environ 1700 agents, la proportion de civils s’inversera, passant de 60 % à 40 %), ou encore dans la coopération avec des cadres civils ou des hauts fonctionnaires, ou enfin avec la clarification des différentes entités des services, et de leurs rôles : service de renseignement (SR), contre-espionnage (CE) et service action (SA) avec le 11e Bataillon de parachutistes de choc (le 11ème Choc).

La guerre froide bat son plein et l’affrontement entre les deux blocs se durcit. La lutte anti-communiste passe aussi par le soutien de l’Église du silence dans les pays de l’Est (Pologne notamment) auquel le SDECE va se trouver mêlé. À cette occasion et en contrepartie, la France va utiliser les réseaux d’influence du Vatican, particulièrement à l’ONU, pour l’aider dans sa politique de décolonisation progressive ou encore dans son rapprochement avec l’Allemagne, qui va triompher dans la solennelle réconciliation entre de Gaulle et Adenauer. Le SDECE utilise les services de Jean Violet, avocat d’affaires, ainsi que ceux du père Dubois, dominicain, tous deux très introduits au Vatican et proches du cardinal Eugène Tisserant. Le général Grossin est membre d’une association confidentielle, Sint unum, à laquelle adhère son homologue allemand, le général Reinhard Gehlen. Tous ces services rendus vaudront d’ailleurs à Grossin d’être décoré par le pape Jean-Paul II en personne au début de son pontificat.

La décolonisation occupe aussi beaucoup les services secrets. Que ce soit en Guinée où Ahmed Sékou Touré se positionne comme le chef de l’indépendance africaine et où le général Grossin s’implique personnellement dans une opération de déstabilisation financière du jeune pays en l’inondant de fausse monnaie, ou au Cameroun où le SDECE fait assassiner le chef des rebelles hostiles à l’influence de l’ancien colonisateur, Félix-Roland Moumié. Dans une quinzaine de pays africains, des postes de liaison et de renseignement sont créés par Maurice Robert, responsable de la cellule Afrique du SDECE, ils contribueront puissamment au maintien des liens privilégiés avec la France. Le SDECE y joue un rôle de premier plan et chaque semaine, le général Grossin fait le point avec Jacques Foccart, éminence grise de l’Élysée football t shirts online india, chargée des affaires africaines.

Mais le principal sujet de préoccupation va être la guerre d’Algérie. Porté au pouvoir par la crise algérienne, de Gaulle va peu à peu mettre en œuvre sa politique d’indépendance, non sans mal et sans drame. Il faut d’abord poursuivre la lutte contre le FLN algérien, en Algérie comme en métropole. Le trafic d’armes qui alimente le FLN est particulièrement visé, et les porteurs de valise sont traqués… et parfois éliminés physiquement ! Pour couvrir ces opérations « homos » (c’est-à-dire homicides), une organisation terroriste fictive est créée par le SDECE, la « Main rouge », qui revendique les attentats perpétrés, y compris à l’étranger (Allemagne, Suisse et Belgique notamment). Le général Grossin s’opposera cependant toujours à tuer des citoyens français : c’est ainsi qu’il aurait refusé d’éliminer l’avocat Jacques Vergès, activiste pro-FLN que le pouvoir aurait voulu voir disparaître.

Les intentions de De Gaulle se précisant, l’OAS fait son apparition à partir de 1961. C’est aussi l’année du putsch des généraux en Algérie : Grossin et le SDECE fournissent au gouvernement les informations montrant que la rébellion est insuffisamment préparée et qui mettent en exergue la faiblesse des moyens dont disposent les putschistes (dont les communications sont interceptées et retranscrites). La lutte contre l’OAS va en revanche être beaucoup plus mollement soutenue par Grossin, qui compte beaucoup de connaissances parmi les officiers ayant basculé dans l’illégalité. Bien que les faits soient controversés et difficiles à cerner, il semble qu’une aide officieuse et discrète ait été apportée à certains soldats perdus de l’OAS, comme par exemple le colonel Antoine Argoud que le SDECE aurait aidé à quitter l’Algérie après le putsch d’avril. À l’inverse, le SDECE aurait lutté contre les barbouzes de De Gaulle hydration backpack running, de Pierre Lemarchand et de Roger Frey (ministre de l’Intérieur) : alors qu’une perquisition était menée par la PJ au siège des services secrets – une première dans leur histoire ! – pour rechercher certains documents qui auraient pu compromettre le SDECE dans son rôle, le général Grossin y assista en grand uniforme pour montrer sa réprobation face à cet acte contraire à toute tradition.

En janvier 1962, le général Grossin est débarqué de son poste, contre l’avis de Debré et de Melnik, qui se retrouvent un peu plus isolés face au problème algérien (le gouvernement Debré ne se prolongera d’ailleurs que de quelques mois, jusqu’en avril). De Gaulle avait besoin d’hommes sûrs pour terminer ce qu’il avait commencé (les accords d’Évian seront signés en mars, et l’indépendance algérienne proclamée en juillet) : la direction du SDECE est confiée au général Paul Jacquier, un proche de Foccart. Le journal Le Monde daté du 31 janvier 1962 annonce son départ en première page, en dessous d’un autre article consacré à l’évolution des pourparlers avec le FLN. Ce journal rappelle simplement que le général atteint en ce même mois de janvier la limite d’âge.

Le général Grossin se voit confier des mandats de président ou d’administrateur de diverses sociétés publiques, principalement dans le secteur des travaux publics, sans doute en raison de sa formation initiale d’officier du Génie. Parmi ces mandats, il faut relever la présidence de l’autoroute Esterel – Côte d’Azur (1963-1974), et les postes d’administrateur de Scétauroute (bureau d’études de génie civil) et du fonds d’investissement Sequana. Un de ses derniers rôles est sans doute celui d’administrateur de la société IOMIC, liée au scandale des « avions renifleurs » sous le septennat de Giscard d’Estaing en 1976-1977 et auquel était lié Me Violet.

Retiré à Neuilly-sur-Seine, le général Grossin décède le 24 janvier 1990, âgé de 89 ans, alors qu’il était hospitalisé à l’Hôtel-Dieu de Paris. Ses obsèques sont célébrées en grande pompe aux Invalides, au cours d’une cérémonie religieuse à laquelle participent le ministre, le grand chancelier de la Légion d’honneur, le gouverneur militaire de Paris et de nombreux autres officiers généraux.

Johan Sebastian Welhaven

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (22. december 1807 i Bergen—21. oktober 1873 i Christiania (Olso)) var en norsk digter.

Welhavens bedstefader var indvandret fra Tyskland til Bergen, og her levede hans fader som præst. Gennem sin moder stammede digteren fra den norske familie Heiberg, og han var en slægtning af den danske digter J.L. Heiberg. Han gik på Latinskolen i Bergen, og en af lærerne, Lyder Sagen, har haft stor indflydelse på hans udvikling ved sin undervisning i norsk. Denne undervisning var frem for alt rettet på stilens renhed, på vellyden i det talte og skrevne ord. Sagen så en begyndende kunstner i Welhaven og ledede hans kunstnertrang, som gav sig udslag også i lysten til at tegne.

Welhaven blev student 1825 og tog en tid efter fat på det teologiske studium, som dog ikke interesserede ham meget. Kort efter at han havde begyndt dette studium, døde hans fader, 1828. Han havde med dyb kærlighed sluttet sig til sin fader, og dennes død danner det første store skille i hans liv. Den lyse, fredelige ungdomstid er endt, og kampen drager ind over hans liv. Han må nu i Kristiania føre en dobbelt strid, striden for det daglige brød og striden for sine evners gennembrud. Han har selv betegnet dette afsnit af sit liv som “Kamp og Nød mellem Fremmede”.

Welhaven blev et ivrigt medlem af Studentersamfundet. Politikken havde i disse år også her begyndt at spille en vigtig rolle. I tiden omkring 1830 er der jo politisk gæring omkring i hele Europa, og i Norge optræder Henrik Wergeland i tale og skrift som den begejstrede talsmand for alle frihedens ideer. På samme tid var han særskilt den ægte norskheds forsvarer såvel mod overgreb fra svensk kongemagt som mod for stærk indflydelse fra dansk åndsmagt.

Welhaven har i sin første studentertid sikkerlig ikke været nogen lidenskabelig politiker belt water bottle carrier; han har været forarget over det politiske skrål, fordi det overdøvede deres stemme, som tolkede interesser, han i langt højere grad synes fortjente at agtes på. Han slutter sig til en mindre kreds af kammerater, som er optagne af litterære sysler, og han bliver i Studentersamfundet snart sjælen i alt, som har med det litterære liv at gøre. Det var ganske naturligt, at disse mænd, som led under åndsfattigdommen hjemme, var stærkt optagne af det rige litterære liv i Danmark.

Den første tid af Welhavens forfattervirksomhed får sit præg af hans strid med Wergeland. Denne krænker i sine digte i den grad den æstetiske sans hos Welhaven, at han ikke mere kan holde sig tilbage. Det bliver en uimodståelig trang for ham at træde frem for at værge skønhedens tempel mod barbaren. Han rykker sommeren 1830 ud med et digt “Til Henrik Wergeland” og begynder med spørgsmålet: “Hvor længe vil du rase mod Fornuften?”. Dette digt er indledningen til den langvarige og bitre strid mellem de to digtere og de to partier, som fylkede sig om dem.

Striden førtes efter nogen tid over i Studentersamfundet, idet Wergeland til samfundets blad sendte sine “Stumper”, kåde småvers fyldte med spot. Spotten gik naturligvis også ud over Welhaven, og denne svarer i sine “Tylvter” med samme mønt. I denne stevkamp er de to kæmpers personlige grovheder mod hinanden lige store; den ene part skylder den anden intet. Men Welhaven var ganske anderledes anlagt for det forstandsmæssige, pointerede vid end sin modstander. Fra den tidligste tid af sit forfatterskab havde Wergeland udtalt sin uvilje mod den æstetiske retning, som i Danmark havde sin talsmand i J.L. Heiberg.

Det er netop en lærling af denne mand, han ser i Welhaven. Sommeren 1832 kommer Welhavens hovedindlæg i striden, bogen: Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik ved Aktstykker oplyste. Til samme tid vælges han sammen med A.M. Schweigaard, P.A. Munch og Frederik Stang ind i redaktionen af ugeskriftet “Vidar”, som blev udgivet af disse mænds parti. Der kommer nu en tid, da Welhaven optræder for offentligheden væsentlig som kritiker. Og han har i denne periode visselig også i en kritikers arbejde set sin nærmeste opgave. Det har stået for ham, som han havde en stor og vigtig gerning at gøre; den moderne æstetiske kritik måtte have sin repræsentant også i Norge.

Her har man hidtil manglet den saglige kritik, som, uden at tage andre hensyn, alene holder sig til værkets æstetiske Værd. Welhaven er i sin kritik påvirket af Schiller og Goethe, men frem for alt af J.L. Heiberg. Som fuldendt skal kritikken stemple dette værk, som i teknisk henseende er udadleligt. Denne selvbeherskelsens og det rolige overlægs æstetik lægger Welhaven som mål på Wergelands ungdomsdigte, disse digte, som i brusende vårflom skyller over alle kunstens marker, river alle gærder ned. Disse digte, som er skrevne i beruselse af elskov, af elskov til alt, som ånder og lever, og hvad der ikke ånder, kalder digterens mægtige fantasi til live, så der intet er, denne elskov ikke lægger ind til sit hjerte.

Ligem over for dette voldsomme vårbrud samler Welhaven sin tanke om alt, som kan dæmme ind, sætte grænser. Han finder, at fuldkommen mangel på klarhed og besindighed i udførelsen er grunddraget i Wergelands digtning. Welhavens kritik af Henrik Wergeland blev mødt af dennes fader, Nicolai Wergeland, som forfattede et helt modskrift Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Poesi og Karakter. Welhaven giver ikke et særskilt svar på dette skrift; han forbereder et angreb i en anden form. Hans syn har udvidet sig; han ser, at de samme falske begreber og uklarheder, som ligger på bunden af den æstetiske råhed, også volder det politiske rabalder. Det er digterfriheden og den politiske frihed, som misforstås, ifølge Welhaven.

I slutningen af 1834 udkommer hans første større digterværk, Norges Dæmring, en række sonetter. Det hele land stiger frem for hans syn. Han ser det ligge i halvmørke; nat og tåage stænger endnu for dagens frembrydende lys. Ved lykkens terning vandt Norge sin frihed i 1814. Men dette var jo alene en frihed i det ydre; landet lå øde for åndens vækst. Opgaven var derfor at pleje de spirer, landets jordbund gemte i sig, så landet langsomt kunde nå frem til åndelig frodighed. Men denne langsomme udvikling, dette arbejde vil man unddrage sig; som ved et magtsprog vil man tvinge våren frem til moden sommer.

Ved elendigt skryderi søger man at indbilde sig, at landet står på højde med den europæiske kultur. Det eneste, som virkelig trives i Norge, er de store ord, de hule fraser om frihed og begejstring. Ude i Europa gærer og syder det overalt, og vistnok har også her politikken sine karrikaturer. Men det er da en kamp, som gælder noget. Vi nordmænd har jo allerede den frieste politiske forfatning; alligevel skvadroneres, støjes, larmes der, som det gjaldt at gøre stormløb mod despotiet. Denne kopiering af den europæiske politik er et elendigt “Abespil”. Og man glemmer, at selv den frieste forfatning er en tom ramme, en død form, når den ikke får sit liv indefra.

Det er andens frihed, den indre forædling, som trænges hos os nordmænd, siger Welhaven. Råheden er frihedens værste fjende. For at vedligeholde indbildningen om, at alt er så herligt herhjemme, har man søgt at indføre en “Aandens Karantæne”; ved at stænge for al påvirkning udefra skal den ægte norskhed bevares. Men selvstændighed nås ikke ved at sidde gemt bag en mur. Alene ved stadig vekselvirkning med fremmed åndsliv fremgår den nationale ejendommelighed i ren form, så man spares for “forskruet Kraft” og “overdreven Grønhed”.

Der findes i dette digt megen bitterhed og kold foragt; men man vilde ganske miskende det — således som forfatterens modstandere også gjorde — hvis man alene fæstede blikket ved denne side. Hvad der virker forsonende, er den understrøm af dybt savn og higende længsel, som også af og til bryder helt op i dagen. Digterens skarpe stemme bliver blød af længsel og sorg, når han taler om sit savn af kunst og savn af sympati for sin kunstneriske trang. De, hvis åndsliv ligger over den store hobs, siger han, føler sig herhjemme som en Prometheus lænket til den råe granit.

Og i hvor høj grad trænges ikke kunsten i det norske samfund! Her hvor politikken med sin splittelse trænger ind overalt. I denne tid, da en virkelig partidannelse i det politiske første gang foregår i Norge, påkommer der den unge æstetiker en rædsel for det sønderrevne. Overalt, hvor hans øje faldt, så han politikkens følger, splittede personligheder, et splittet folk. Her kan alene kunsten bringe hjælp; den er “Samfundslivets Kit”. Denne Tankegang kommer især klart frem i en afhandling Kristianias Vinter- og Sommer-Dvale, som han lod trykke nogle måneder, før Norges Dæmring udkom.

Han udtaler i denne afhandling en stor, en overdreven tro på kunsten som social magt, en tro, som netop hans dybe savn har indgivet ham. Norges Dæmring vakte en storm så voldsom, som vel ingen anden norsk bog har formået at rejse. Digtet blev angrebet og forsvaret i mængder af avisartikler og i hele bøger. Nicolai Wergeland foreslår i et modskrift, at alle fædrelandsvenner skal kaste digtet på ilden den førstkommende 17. maj. Forslaget blev virkelig bragt til udførelse i et par bygder, og det med stor højtidelighed.

Welhaven afsluttede sin strid med Wergeland og hans parti våren 1838. Han skrev da i bladet “Den Constitutionelle” en længere artikelrække “Om norske Presse-Anliggender”. Den nærmeste foranledning til disse artikler var striden om Wergelands skuespil Campbellerne, som var blevet opført på Christiania Theater og udpebet af Welhavens venner. Men til samme tid begyndte Welhaven i digte en polemik af anden art, en indirekte. Han gik ikke mere lige løs på sin modstander og hans parti i datidens Norge.

Han så striden på lang afstand; den har gået for sig langt tilbage i historien og er blevet typisk for alle tider, eller den har til evig tid gentaget sig i naturen. Således udsendte han midt under Campbeller-striden digte som “Goliath”, “Møkkurkalv” og “Flyvefisken”. Til denne art af digte slutter sig også fra en senere tid enkelte, som henter deres emne fra hans kamp med Uuenverdenen. Her er et digt som “Kalchas” oplysende; det sigter til hans langvarige og opslidende strid for at opnå en stilling som professor ved universitetet.

Han havde den hele tid lidt under trykkende næringssorger, og der åbnede sig først en udsigt til bedre kår, da der 1839 oprettedes et nyt lektorat i filosofi. Da Welhaven meldte sig til stillingen, begynder straks de mest nærgående og hadske angreb på ham i aviserne. Det må jo også indrømmes, at stof let kunde findes til angreb. Han havde ikke særskilt uddannet sig til at overtage en sådan stilling, og det kunde ikke nægtes, at hans kundskaber var højst mangelfulde.

Welhaven blev imidlertid indstillet til posten af universitetets prokansler, grev Wedel, og dette bragte striden til end mere at blusse op. Under alle disse hadske angreb lider Welhaven sit livs største sorg; han ser sin forlovede, Ida Kjerulf, fra dag til dag sygne hen; hun ligger på sit dødsleje. Endelig blev sagen efter to lange år afgjort derhen, at Welhaven blev konstitueret som lektor for to år. Men hans modstandere lod ham ikke derfor i ro; han var fremdeles stadig genstand for angreb. 1843 blev han fast udnævnt til lektor og 1846 til professor.

Welhaven har udgivet fire digtsamlinger, den første 1839 og den sidste 1860. Den første overraskede hans landsmænd ved at vise nye træk i hans digterpersonlighed. Der hvilede over mange af digtene en mild og blid stemning som man ikke havde ventet, da det udfordrende steel thermos bottles, stridslystne hidtil havde været det mest fremtrædende. I hele hans digtning ytrer sig en stærk trang til at fordybe sig i sjælens indre liv; under al strid og larm og under politikkens plumpe råb lytter han til en røst i sit indre, som stilt trøster ham med, at sjælens liv har en vår, som ikke kan nås af truende ydre magter.

En stærk personlig følelse ligger til grund for de fleste digte; men samtidig har Welhaven en blyhed, som lader ham gemme bort det personlige, så at det ikke altid er let at se. Han kommer oftere tilbage til, hvor liden sympati han blev mødt med i sin ungdom, og hvorledes det har virket hemmende på hans udvikling, at han ved kamp måtte rydde en plads for sin digtning. Kom der stadig mere stilhed over hans digte, så må det ikke glemmes, at han hele livet igennem havde sit felt, hvor han lige frejdig førte sin fejde. Det var det selskabelige liv i Kristiania, som stadig bragte ham i harnisk.

I samtalens frie løb kastede han alle bånd og lod alle sine evner frit udfolde sig; der kom over ham en improvisationens kraft, som næppe helt er kommen til sin ret i hans digte. Det skarpe og det myge, kritik og lyrik, skiftede i lunefuld veksel. Hans kritik af personer og forhold var hensynsløs. Men når så stormbygen var over, kunde alt igen som i de norske fjorde ligge med sol over vand, over li og løv. Alt, hvad han fortalte, var fængslende, og hans følsomme natursans gav gennemåndede billeder af norsk natur. Denne kritik har da også fundet sit udtryk i hans digte.

Der var fra slutningen af 1830’erne foregået en stor forandring i Kristianialivet; der var kommet et europæisk sving over det. Men Welhaven stod med tvivl uge over for al denne pludselige dannelse med dens tale om kunst og kritik af kunst. Denne dannelse var ikke spiret langsomt af landets egen jord. Det er en halvkultur, som tager præget og farven fra menneskene. Her var dannelse uden natur og natur uden dannelse, men ikke deres forening til sjælfuld ejendommelighed. Det mest kendte af de herhenhørende digte er “Soirée-Billeder”.

Der er dog to digte i første samling, “Ekstremer” og “Den første Kærlighed”, som har stærkere glød. Her bryder hans harme ud over, at den norske hovedstad, hvor damerne er dukker og herrerne dresserede træmænd eller helt råe, ikke har rum for en udpræget personlighed med stærke følelser. Der er i det sidstnævnte digt linjer, som i kritik og kraft drager tanken hen på Ibsen. Sårede Welhaven mange ved sin kritik, så fik han også selv at føle, hvad det vil sige for den udprægede personlighed at leve i en småby, hvor al kritik bliver opfattet som angreb på kendte personer.

Hvad man kanske først bliver opmærksom på i Welhavens digte, er hans stemningers nære forhold til naturen. Hans stemning synes at hvile over landskabet og at skifte lys og mørke med det. Hvert landskab sætter ham øjeblikkelig i stemning; men hver stemning søger ogsåa altid til et landskab. Stemningen hviler ikke, før den har nået plastisk anskuelighed i et landskabs form. Og først og fremmest er det Vestlandets natur, som er hans sjæls billede. Vestlandet er de lyse lunde hvilende under mørke, truende fjelde, et livsaligt stille blandt kæmpende jætter. Her er den dobbelthed, som hans egen sjæl bar, dens længsel mod fred side om side med en aldrig stillet stridslyst.

Da landskabet på hvert punkt kan omsættes i stemning, bliver hans naturdigtning af en helt symbolsk karakter. Hvad der ved første øjekast kan tage sig ud som ligefrem naturskildring, viser sig samtidig at være sjæleskildring. Omkring 1840 vågnede i Norge en stærk sans for det folkelige. Asbjørnsen og Moe trådte frem med folkeeventyr og folkesagn. Kunsten skal fornyes ved at søge hen til naturens og folkets egen poesi. Denne nationale retning bæres af en dyb begejstring for den norske natur. Det stod for disse mænd, som den norske natur selv havde taget til orde i folkedigtningen.

Denne romantik stod Welhaven fra første stund af nær; han deler dens begejstring for norsk natur, for de gamle fædre og deres sønner, som endnu lever i Norges dale. Det er ved sine nationale romancer, Welhaven kan siges at være bleven en populær digter. Som de populæreste af romancerne kan måske nævnes “Asgaardsrejen”, “Dyre Vaa” og “En Vise om Hellig Olaf”. folkedigtningens overnaturlige væsener, og da først og fremmest huldren, opfattede Welhaven som en åndiggjort natur; de står op af en ejendommelig natur og er altid på vej til atter at dæmre hen i landskabet. De stiger og viger som den stemning, landskabet vækker.

Welhavens stemningsfulde naturskildring er naturligvis langt fra at være alene en gengivelse af den ydre natur. Kunst er “en aandig opfattet Virkeligheds Genbillede”. Stemningen omordner, renser det ydre billede, så deraf opstår kunstens billede, det indre billede. Her har åndens magt sejret over det tilfældige, splittede i den ydre virkelighed. Dette indre billede, som i hans kunst- og livsanskuelse spiller en så vigtig rolle, er dog frem for alt det åndiggjorte menneskebillede. Det er en “indre Erfaring” af særegen styrke, hans æstetik og livsanskuelse former sig om. Denne erfaring er det svundnes evne til at lyse i en ejendommelig ren glans.

Og det svundne, som lever dybest i vor sjæl, er billedet af de afdøde, vi har elsket mest. Det er dette billede, som har størst lysende evne såvel for digtning som for liv. Hans lange fravær fra Bergen i hans ungdom og de trykkende kår, han levede under i Kristiania, lod det lykkelige barndomshjem stå for ham i lysende farver. Endnu mere vemod faldt der over disse minder efter faderens død. Men stærkest virkede tabet af Ida Kjerulf, et tab, han aldrig forvandt. Hun døde i december 1840. Hans hele følgende digtning vidner om, at hun aldrig kunde glemmes. Selv efter at han 1845 er blevet gift med en dansk dame, Josephine Bidoulac, står Ida Kjerulfs billede lige klart for hans sjæl.

Welhavens æstetik, som fra først af fremhævede planens klarhed, lægger nu stor vægt på, at digtningen er grundet på erfaring, oplevelse. Og denne oplevelse maa ses i erindringens lys. Vemoden, “Glædens Erindring, beaandet af Sorgen”, bringer først til fuldendelse den klarhed, kunsten fordrer. Denne erindringens kunst har bragt som det skønneste digt “Den salige”. mindedigtet om Ida Kjerulf. Den livsanskuelse, han så ofte udtaler i sine digte, er også en erindringens livskunst. “Mindet kun et Held bereder, der er Livets Ejendom”. Glæden og sorgen må enes; vemoden er glæde med sorgens stilhed over sig og sorg med genskin af glædens lys. I de senere år får hans livsanskuelse en mere religiøs farve; vi kan nævne det vakre digt “En Sangers Bøn”.

En politisk bevægelse var der, som Welhaven stillede sig midt op i og ikke modtog med mistvivl. Det var skandinavismen. Efter hans mening måtte man ikke endnu søge at give bidset af en politisk forening mellem de tre riger. Hverken fortidens eller nuets øjemål strakte her til. Der skulde alene arbejdes for, at de tre folk kom til bedre forståelse af hverandres ejendommelighed. Hvert folk skal se, hvad der er i sund vækst hos de andre. “Her er Liv til nye Former, her skal være Glæde over Væksten”. I skandinavismen så han også en modvægt mod en forsnævret norsk patriotisme. Ved de skandinaviske fester optrådte han jævnlig som taler, og der stod ry af hans veltalenhed.

Welhavens arbejder i prosa kan i værd ikke stilles ved siden af hans digte. Kun ét af disse arbejder, Billeder fra Bergenskysten, har opnået nogen større popularitet. Som professor holdt han forelæsninger over den norske litteraturs historie, og af disse har han udgivet en større afhandling Ewald og de norske Digtere (1863). Han fremhæver det norske selskabs store betydning for den dansk-norske litteratur. Allerede 1868 måtte Welhaven på grund af sygdom søge afsked som professor; han havde allerede nogle år været uarbejdsdygtig. Hans samlede skrifter udkom i 8 bind 1867—68. En statue af Welhaven, udført af billedhuggeren Utsond, rejstes i Kristiania 1908.

Hermann Schäfer (Komponist, 1911)

Hermann Schäfer (Pseudonym: Tom Glady football clothes online; * 29. Oktober 1911 in Düsseldorf; † 10. August 1977 in Alzenau) war ein deutscher Komponist best waterproof smartphone case, Arrangeur online football shirts, Dirigent und Orchesterchef.

Mit sieben Jahren bekam Hermann Schäfer Unterricht in Orgel und Klavier und spielte mit seinem Vater, ebenfalls Musiker, die Begleitung zu Stummfilmen. Er studierte an den Musikhochschulen in Köln und Berlin und erlangte 1937 einen Abschluss als Orchesterleiter. Musikalische Erfahrungen sammelte er als 1. Oboist bei den Berliner Philharmonikern unter der Leitung von Wilhelm Furtwängler.

Während des Zweiten Weltkrieges war Schäfer Stabsmusikmeister und wurde u. a. auf den Schlachtschiffen Admiral Graf Spee und Gneisenau als Horchoffizier eingesetzt.

Nach dem Krieg war Hermann Schäfer Musikdirektor an den Stadttheatern in Schleswig und Kiel.

1955 gründete er das große Blasorchester „Die Wikinger“

Chile Away Jerseys

Chile Away Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Eine Reihe von Marine-, Reiter-, Armeemärschen und Marschliedern wurden unter der Leitung von Hermann Schäfer neu arrangiert und auf Schellack produziert und später für den Download aufbereitet, ohne den typischen Schellack-Sound zu verlieren. Das große Blasorchester wurde von einem Männerchor des Kieler Stadttheaters unterstützt.

Der damalige Verteidigungsminister Franz Josef Strauß beauftragte Hermann Schäfer 1957 mit dem Aufbau der Marine-Musikkorps Nord- und Ostsee. Mit dem Marinemusikkorps Ostsee folgten viele Konzerte und Tourneen. 1963 zog er nach Bayern und widmete sich der Förderung von Vereinsmusik. Er hinterließ Märsche, Ouvertüren, Polkas, Tangos und Schlager.

(früher Philips, jetzt Online-Portale)

Brzustówek

Vous pouvez partager vos connaissances en l’améliorant (comment ?) selon les recommandations des projets correspondants.

Géolocalisation sur la carte&nbsp thermos insulated drink bottle;: Pologne

Géolocalisation sur la carte&nbsp belt for runners;: Pologne

Brzustówek (prononciation [bʐusˈtuvɛk]) est un village de la gmina d’Opoczno, du powiat d’Opoczno, dans la voïvodie de Łódź personalized toddler water bottles, situé dans le centre de la Pologne.

Il se situe à environ 6 kilomètres au nord-ouest d’Opoczno (siège de la gmina et du powiat) et 66 kilomètres au sud-est de Łódź (capitale de la voïvodie).

De 1975 à 1998, le village était attaché administrativement à l’ancienne voïvodie de Piotrków.
Depuis 1999, il fait partie de la nouvelle voïvodie de Łódź.

Ефремкасинское сельское поселение

Россия

сельское поселение

Аликовский район Чувашии

Ефремкасы

2005

чувашский, русский

2608 чел.

чуваши

Ефремкасинское сельское поселение — сельское поселение Аликовского района Чувашии.

Сельское поселение состоит из 13 селений: деревень Нижние Карачуры, Верхние Карачуры, Нижние Куганары, Верхние Куганары, Вурманкасы, Вотланы, Верхние Татмыши, Нижние Татмыши, Ефремкасы, Коракши, Качалово и 2 сёл Асакасы, Юманлыхи. Административный центр — деревня Ефремкасы.

По землям поселения течёт речка Абасирма, полноводная весной.

В селе Асакасы расположены Храм Святой Троицы, памятник воину-победителю.

деревня: Ефремкасы — административный центр

сёла: Асакасы | Юманлыхи

деревни: Нижние Карачуры | Верхние Карачуры | Нижние Куганары | Верхние Куганары | Вурманкасы | Вотланы | Верхние Татмыши | Нижние Татмыши | Коракши | Качалово

Районный центр: Аликово
Азамат • Алгукасы • Анаткасы • Анаткасы • Антоновка • Асакасы • Атмень • Большая Выла • Большие Атмени • Большие Токташи • Большие Шиуши • Большое Ямашево • Верхние Елыши • Верхние Карачуры • Верхние Куганары • Верхние Татмыши • Верхние Хоразаны • Видесючь • Вотланы • Вурманкасы • Выла • Выла-Базар&nbsp online football t shirts;• Дубовский • Ефремкасы • Задние Хирлепы • Изванкино • Илгышево • Ильянкино • Ишпарайкино • Иштеки • Кагаси • Караклаво • Кармалы • Качалово • Кивкасы • Кивой • Кораккасы • Коракши • Крымзарайкино • Лобашкино • Лотра-Багиши • Малые Токташи • Малые Туваны • Мартынкино • Нагорная • Нижние Елыши • Нижние Карачуры • Нижние Куганары • Нижние Татмыши • Нижние Хоразаны • Нижние Шиуши • Новая • Ойкасы • Олух-Шумшеваши • Орбаши • Павлушкино • Передние Хирлепы • Пизенеры • Пизенеры • Пизеры&nbsp running fuel belt reviews;• Пизипово • Питишево • Прошкино • Раскильдино • Русская Сорма • Самушкино • Сатлайкино • Синерь • Синькасы • Сириккасы • Смородино • Сормвары&nbsp glass reusable water bottles;• Сормпось-Мочей • Сормпось-Шумшеваши • Таутово • Тенеево • Тимирзькасы • Тогачь • Торопкасы • Тури-Выла • Тушкасы • Урмаево • Устье • Хирлеппоси • Ходяково • Хоравары • Хорнзор • Челкасы • Чердаки • Чиршкасы • Чувашская Сорма • Шапкино • Шафранчики • Шерашево • Шлан • Шор-Байраш • Шор-Босай • Шоркасы • Шоркасы • Шоркасы • Шумшеваши • Шундряши • Элекейкино • Энехметь • Эренары • Юманлыхи • Ягунькино • Яжуткино • Якейкино&nbsp fleece fabric;• Янгорас • Яндоба • Яныши • Яргунькино • Ярушкино

Anton Legachov

Anton Mikhaïlovitch Legachov, également orthographié Legachev ou Legachiov (en russe: Антон Михайлович Легашов, ou Легашёв), né en 1798 à Lipovka dans le district de Louninski (en) et mort en 1865 à Saint-Pétersbourg, est un peintre paysagiste et portraitiste russe.

Né dans une famille de serfs, Legachov étudie d’abord la musique, avant de se diriger vers l’assemblage du bois. En 1818, il est libéré du servage et, en 1820, se rend à Saint-Pétersbourg, où il fréquente l’Académie russe des beaux-arts et fait remarquer ses talents de portraitiste auprès de son professeur Alexandre Varnek (en). Ses œuvres ont reçu une médaille d’argent en 1824.

L’année suivante, le comité directeur de l’Académie se prépare à le nommer « Artiste de 14e classe », mais la proposition est rejetée par le tsar Nicolas I, qui estime qu’il est encore prématuré de lui accorder ce titre.

En 1829, Legachov présente au tsar un portrait du major-général Alexandre Khatov (1780-1846). Le portrait est jugé insatisfaisant (le tsar était apparemment particulièrement mécontent des mains) et la demande de Legachov est une nouvelle fois rejetée.

À la fin de cette année, il obtient finalement son titre et rejoint la onzième mission spirituelle russe à Pékin (1830-1840) en tant qu’artiste officiel de la mission. Il jouit rapidement d’un franc succès auprès des Chinois. D’après un rapport de Legachov de 1839, il a achevé 26 scènes historiques et 24 portraits de plusieurs dignitaires chinois, aujourd’hui en partie conservés dans des collections privées en Russie. Il a aussi apporté une aide pour restaurer des peintures murales de l’église de la Dormition et a reçu l’Ordre de Saint-Stanislas pour sa contribution globale à la mission.

À son retour en 1841, il suggère à l’Académie de lui permettre d’enseigner la peinture à l’encre de Chine lifefactory glass bottles, mais sa proposition est rejetée au motif qu’elle était inférieure à l’art européen et qu’il n’a pas assez de connaissances pour être instructeur. Au lieu de cela, il devient professeur de dessin à l’Institut Technologique d’État de Saint-Pétersbourg, un poste qu’il occupe jusqu’en 1852.

Il continue à créer des peintures avec des motifs et des thèmes chinois : paysages, scènes de genre et natures mortes. Ses œuvres figurent dans plusieurs musées de Moscou, ainsi qu’à Vladivostok et dans des collections privées waterproof cycling phone pouch.

Media related to Anton Legashov at Wikimedia Commons

The Hive Stadium

The Hive Stadium är hemmaarena för Barnet FC. Den ligger i Edgware i norra London och kan inhysa 5100 åskådare. Den blev färdigställd till säsongsstarten 2013/14.

Anläggningen vid Prince Edward Playing Fields som platsens ursprungliga namn var började redan 2003. Då var det lokala klubben Wealdstone FC som inledde ett arbete för en ny hemmaarena. Det gick dock i stöpet då de inte fick ihop det ekonomiskt och 2006 köptes istället platsen upp av Barnet FC.

Då inleddes en stor förvandling av området då hela anläggningen rustades upp

United States Away DISKERUD 10 Jerseys

United States Away DISKERUD 10 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Flera planer anlades, vägar asfalterades och huvudbyggnaden färdigställdes

Colombia 2016 Home VALDERRAMA 10 Jerseys

Colombia 2016 Home VALDERRAMA 10 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Sedan 2013/14 spelar också Barnet FC sina hemmamatcher på The Hive.

The Hive Stadium består av fyra olika läktarsektioner:

West Terrace är den stora huvudläktaren som ligger mot tunnelbanespåret. På motsatt sida är East Terrace placerad och den är till för VIP och de som vill utnyttja faciliteterna på ett annat vis då den har tillgång till bar och stoppade stolar. North och South Terrace är ståplatsläktare där North inhyser bortasupportrar och South hemmasupportrar marinade to tenderise beef.

The Hive är ett stort komplex som även fungerar som träningsanläggning för Barnet FC custom football shirts. Det finns flera konstgräsplaner, gräsplaner samt tillgång till blanda annat omklädningsrum, gym, pool, restauranger och konferensanläggning.

Porsche 804

Der Porsche 804 war ein Formel-1-Rennwagen der Porsche KG, der nur 1962 eingesetzt wurde. Er war der Nachfolger des Porsche 787. Vier Fahrzeuge wurden hergestellt.

Porsche gewann mit dem 804 den Großen Preis von Frankreich als Weltmeisterschaftsrennen und später beim Großen Preis der Solitude ein Rennen außerhalb der Formel-1-Weltmeisterschaft.

Die FIA änderte mit der Formel-1-Saison 1961 das Reglement. Der Hubraum wurde wie in der Formel 2 auf 1,5 Liter begrenzt. Durch diese Änderung konnte Porsche seine bisherigen Formel-2-Wagen mit kleineren Überarbeitungen nahezu unverändert in der Formel 1 einsetzen. 1961 zeigte sich jedoch schnell, dass der aus dem Porsche 718 entwickelte 787 der Konkurrenz hinsichtlich Motorleistung und Fahrverhalten unterlegen war.

Porsche entschied, einen völlig neuen konkurrenzfähigen Formel-Rennwagen mit einem Achtzylindermotor zu bauen. Ferdinand Alexander Porsche und Hubert Mimler entwarfen den Wagen mit der internen Nummer 804. Den neuen Motor, der erstmals 1962 beim Großen Preis der Niederlande eingesetzt wurde waterproof pouch for beach, entwickelte Hans Mezger.

Das Werksteam erreichte mit dem 804 insgesamt zwei Formel-Rennsiege und einige Punkteränge. Nach der Saison 1962 zog sich Porsche aus der Formel 1 zurück und stellte für rund 20 Jahre jegliche Entwicklungen im Formel-Motorsport ein.

Erst in den 1980er-Jahren stieg Porsche als Motorenlieferant für den britischen Rennstall McLaren wieder in die Formel 1 ein und gewann 1984 bis 1986 mit dem Team die Weltmeisterschaftstitel. Nach einer fünfjährigen Pause versuchte Porsche 1991 vergeblich, mit dem Arrows-Team die zurückliegenden Erfolge mit einem neuen Motor zu wiederholen.

Wie auch der Porsche 787 bestand die Karosserie des 804 aus einem Gitterrohrrahmen aus Stahl und einer Aluminium-Außenhaut. Optisch unterschieden sich beide Fahrzeuge trotz identischem Aufbau jedoch deutlich. Die 804er-Karosserie war schmaler, niedriger und glattflächiger als beim Vorgänger. Erreicht wurde dies u. a. im Heckbereich durch das über dem Mittelmotor liegende horizontale Lüfterrad. Beim Vierzylinder-Fuhrmann-Motor lag der hoch bauende Axialventilator in der Mitte über dem Motor.

Die Aluminium-Kraftstofftanks hatten ein Fassungsvermögen von 150 Liter und lagen im Fahrzeugvorderteil und beidseitig neben dem Fahrersitz. Das Cockpit war schmal und enthielt neben dem Fahrersitz ein abschraubbares Lenkrad und den Schalthebel. Der Pilot erhielt über das aus drei Anzeigen bestehende Instrumentenbrett nur die notwendigsten Informationen. Mittig war der Drehzahlmesser und daneben die Öldruck- und Öltemperaturanzeige zu beiden Seiten montiert.

Das Gewicht des Rennwagens lag mit rund 455 kg nur knapp über dem reglementierten Mindestgewicht von 450 kg.

Die Vorder- und Hinterräder wurden einzeln an zwei ungleichen Doppelquerlenkern aufgehängt. Vorn hatte die Aufhängung zunächst nur eine untere Längsschubstrebe, und zwar war der hintere Arm des Querlenkers als solche ausgelegt; nach dem ersten Rennen kam eine obere Längszugstrebe hinzu where to buy waterproof pouch. Zur Federung waren vorne und hinten längsliegende Torsionsstäbe und im Rahmen angeordnete Stoßdämpfer montiert.

Erstmals baute Porsche eine Scheibenbremsanlage in einen Formel-Rennwagen ein, die bei englischen Fahrzeugen bereits zum Standard gehörten. Diese Bremsanlage war eine Eigenentwicklung von Porsche. Der Wagen rollte auf 15-Zoll-Rädern mit vorne 5.00-15 R und hinten 6.50-15 R großen Reifen.

Während der Entwicklung des 804 war der Achtzylinder-Motor noch nicht fertiggestellt, so dass zunächst noch der luftgekühlte 1,5-Liter-Vierzylinder-Boxermotor vom Typ 547/6, der bereits im 787 lief, in den Wagen für Testfahrten eingebaut wurde. Dieser sogenannte Michael-May-Motor basierte auf dem „Fuhrmann-Motor“ mit Trockensumpfschmierung und zwei Königswellen, die je Zylinderbank zwei obenliegende Nockenwellen antrieben. Der May-Motor hatte ein Verdichtungsverhältnis von 10,3 : 1 und leistete bei einer Drehzahl von 8000/min maximal 140 kW (190 PS).

Mit Fertigstellung des neuen luftgekühlten 1,5-Liter-Achtzylinder-Boxermotors vom Typ 753 wurde der Vierzylinder-Motor ersetzt. Das Kurbelgehäuse, die Zylinder und die Kolben bestanden aus Leichtmetall. Je Zylinderreihe übernahmen zwei obenliegende Nockenwellen mit Königswellenantrieb die Ventilsteuerung.

Der Motor hatte eine Trockensumpfschmierung mit separatem Ölbehälter und eine Bosch-Batteriezündung, die als Doppelzündung mit vier Zündspulen und zwei Verteilern ausgeführt war. Die Gemischaufbereitung erfolgte über vier Weber-Doppel-Fallstromvergaser.

Mit einer Verdichtung von 10,0 : 1 leistete der Motor 132 kW (180 PS) bei 9200/min. Mit dem verbesserten Sechsgang-Schaltgetriebe des Typs 718 und dem ZF-Sperrdifferenzial erreichte der Wagen eine Höchstgeschwindigkeit von 270 km/h.

Erstes Rennen des Porsche 804 war der Große Preis der Niederlande am 20. Mai 1962 in Zandvoort. Dan Gurney startete von Platz acht, Joakim Bonnier von Platz 13. Gleich zu Beginn fuhr Gurney auf die dritte Position, fiel jedoch in der zehnten Runde mit Getriebeschaden aus. Bonnier, dessen Wagen ebenfalls nicht einwandfrei lief, kam – begünstigt durch viele Ausfälle – hinter Carel Godin de Beaufort als Siebter ins Ziel. De Beaufort fuhr den Typ 718 vom Vorjahr mit Vierzylindermotor.

Zum Großen Preis von Monaco am 3. Juni 1962 trat Porsche mit nur einem 804 unter Dan Gurney an. Im Training belegte er Platz fünf. Ein überraschendes Manöver von Willy Mairesse beim Start löste mehrere Kollisionen aus, die auch Gurneys Wagen trafen: Trevor Taylor fuhr dem 804 ins Heck, wobei der Rahmen beschädigt wurde, sodass Gurney ausschied. Bonnier als zweiter Porsche-Werksfahrer erreichte mit einem 718-Vierzylinder Platz fünf.

Bis zum Großen Preis von Frankreich am 8. Juli 1962 in Rouen pausierte der 804, um nach Gurneys Wünschen verbessert zu werden. Wesentliche Verbesserung war eine Änderung der Hinterradaufhängung, um den Wagen tiefer zu legen. Im Training fuhr Gurney auf Platz sechs, Bonnier auf Platz neun. Während des Rennens kam es Porsche zustatten, dass Ferrari wegen eines Metallarbeiterstreiks nicht angetreten war, Jim Clark auf Lotus in Runde 33 ausschied und Graham Hill, B.R.M., durch einen Defekt zurückfiel. Gurney gewann das Rennen mit einer Durchschnittsgeschwindigkeit von 163,98 km/h und einer Runde Vorsprung vor Tony Maggs auf Cooper. Bonnier, der vorübergehend auf Platz gelegen hatte, fiel in der 42. von 54 Runden mit einem Schaden an der Benzinpumpe aus.

Eine Woche später beim nicht zur Weltmeisterschaft zählenden Großen Preis der Solitude bei Stuttgart fuhr Dan Gurney mit dem 804 einen Start-Ziel-Sieg heraus; Bonnier wurde Zweiter. Der Große Preis von Großbritannien am 21. Juli in Aintree hingegen verlief enttäuschend: Gurney wurde mit schleifender Kupplung Neunter, Bonier schied erneut aus; diesmal mit defektem Kegel- und Tellerrad.

Zum Großen Preis von Deutschland am 5. August auf der Nordschleife des Nürburgrings startete Dan Gurney von der Pole-Position, die er jedoch nur bis in die dritte Runde des von starkem Regen beeinträchtigten Rennens erfolgreich verteidigte. Ursache für das kurzzeitige Nachlassen war, dass sich vorn im Cockpit des 804 die Batterie gelöst hatte, die der Fahrer mit dem Fuß an ihrem Platz halten musste. Trotz dieses Handicaps wurde Gurney Dritter hinter Graham Hill (B.R.M.) und John Surtees (Lola). Joakim Bonnier kam auf Platz sieben ins Ziel.

Vor dem Großen Preis von Italien am 16. September in Monza fuhr Bonnier den 804 in Karlskoga in Schweden sowie beim Bergrennen Ollon-Villars in der Schweiz, in dem er mit einem Schnitt von 107,5 km/h einen neuen Rekord aufstellte. In Karlskoga belegte er Platz drei. Den Großen Preis in Monza beendete Bonnier als Sechster, nachdem Gurney in der 67. Runde mit Getriebeschaden ausgefallen war.

Letztes Rennen des Porsche 804 war der Große Preis der USA am 7. Oktober 1962 in Watkins Glen. Gurney startete von Platz vier und wurde Fünfter. Bonnier beschädigte seinen Wagen, fuhr zweimal zur Reparatur an die Box und kam nicht in die Wertung.

Kurz vor Saisonende noch vor dem Großen Preis von Südafrika, beendete Porsche seine Formel-1-Aktivitäten. Die Gründe das Ausscheiden waren die aufwändige Beschaffung der speziellen Formel-1-Teile aus England, da es in Deutschland dafür keine Zulieferer gab. Ebenfalls konnte die Formel-Technik kaum auf die Entwicklung der Serienfahrzeuge übertragen und kommerziell genutzt werden. Porsche wollte sein Motorsportengagement zukünftig komplett auf die seriennahen GT- und Sportwagen konzentrieren. Darüber hinaus stand Porsche kurz vor der Übernahme des Karosseriewerkes Reutter, die eine große finanzielle Herausforderung war, so dass der kostenintensive Formel-Motorsport nicht weiterverfolgt wurde.

Der Porsche-Formel-1-Wagen wurde 1961 und 1962 sowohl mit Vier- als auch Achtzylindermotor erprobt und in Rennen eingesetzt, der Vierzylinder allerdings nur bei Testfahrten all metal thermos. In der Formel-1-Saison 1962 fuhr der 804 ausschließlich mit dem Achtzylindermotor.

Aktuelle Serienmodelle: 911 (Typ 991) | 718 Boxster (Typ 982) | Cayenne (Typ PO536) | 718 Cayman (Typ 982) | Macan | Panamera (Typ 971)

Historische Serienmodelle: 356 | 550 Spyder | 901 | 904 Carrera GTS | 911 (alle Modelle seit 1963) | 911 Urtyp (1963 bis 1973) | 911 „G-Modell“ (1973 bis 1989) / 911 Turbo (1974 bis 1989) | 911 (1988 bis 1994, Typ 964) | 911 (1993 bis 1998, Typ 993) | 911 (1997 bis 2006, Typ 996) | 911 (2004 bis 2012, Typ 997) | 912 | 914 | 924 | 928 | 944 | 959 | 968 | 911 GT1/Evo/’98 | 993 GT2 | 996 GT2 | 997 GT2/RS | 996 GT3/RS | 997 GT3/RS/4.0 | Boxster (Typ 986) | Boxster (Typ 987) | Boxster (Typ 981) | Cayman (Typ 987c) | Cayman (Typ 981c) | Cayenne (Typ 9PA) | Cayenne (Typ 92A) | Panamera (Typ 970) | Carrera GT | 918 Spyder

Aktuelle Rennwagen: 997 GT3 Cup/R | 997 GT3 RSR | 919 Hybrid

Historische Rennwagen: 356 Carrera/Abarth | 550 Spyder | 645 Spyder | 718 RS/RSK/GTR | 787 F1/F2 | 804 F1&nbsp how to make your meat tender;| 904 Carrera GTS/-6/-8 | 906 Carrera 6 | 907 | 908/.01/.02/.03 | 909 Bergspyder | 910-6/-8 | 911/R/Carrera RS/RSR/Turbo | 917 | 917/10 | 917/20 | 917/30 Spyder | 924 Carrera GTS/GTP/GTR | 934 | 935/Baby/Moby Dick | 936 Spyder | 956 | 961 | 962 | 968 Turbo RS | 911 GT1/Evo/’98 | 993 GT2 R/Evo | 996 GT3 Cup | 996 GT3 R/RS/RSR | RS Spyder | Interscope „Indy“ | 2708 CART

Prototypen und Konzeptfahrzeuge: 356 Nr. 1 Roadster | 597 | 916 | Gruppe B | 989 | Panamericana | Boxster Concept | C88 | Carrera GT Concept | 918 RSR | Mission E

Historische Schlepper: 108 | 109 | 208 | 217 | 218 | 219 | 238 | 308 | 309 | 318 | 319 | 329 | 339 | 408 | 409 | 418 | 419 | 429
P 111 | AP 16 | AP 17 | AP 18 | AP 22 | P 122 | AP | AP/S | A 133 | P 133 | P 144

Olympische Sommerspiele 2004/Teilnehmer (Costa Rica)

Costa Rica nahm an den Olympischen Sommerspielen 2004 in Athen mit einer Delegation von zwanzig Sportlern (siebzehn Männer und drei Frauen) teil.

Algerien • Angola • Ägypten • Äquatorialguinea • Äthiopien • Benin • Botswana • Burkina Faso&nbsp how to tenderize cooked pork;• Burundi • Demokratische Republik Kongo • Dschibuti • Elfenbeinküste • Eritrea • Gabun • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kamerun • Kap Verde • Kenia • Komoren • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Marokko • Mauretanien • Mauritius • Mosambik • Namibia • Niger • Nigeria • Republik Kongo • Ruanda&nbsp youth uniforms;• Sambia • São Tomé und Príncipe • Senegal • Seychellen • Sierra Leone • Simbabwe • Somalia • Südafrika • Sudan • Swasiland • Tansania • Togo • Tschad • Tunesien • Uganda • Zentralafrikanische Republik

Amerikanische Jungferninseln • Antigua und Barbuda • Argentinien • Aruba • Bahamas • Barbados • Belize • Bermuda • Bolivien • Brasilien • Britische Jungferninseln • Cayman Islands • Chile • Costa Rica • Dominica • Dominikanische Republik • Ecuador • El Salvador • Grenada • Guatemala • Guyana • Haiti • Honduras • Jamaika • Kanada • Kolumbien • Kuba • Mexiko • Nicaragua • Niederländische Antillen • Panama • Paraguay • Peru • Puerto Rico • St. Kitts und Nevis • Saint Lucia • St. Vincent und die Grenadinen • Suriname • Trinidad und Tobago • Uruguay • Venezuela • Vereinigte Staaten

Afghanistan • Bahrain • Bangladesch • Bhutan • Brunei • China • Chinese Taipei • Hongkong • Indien • Indonesien • Irak • Iran • Japan • Jemen • Jordanien • Kambodscha • Kasachstan • Katar • Kirgisistan • Kuwait • Laos • Libanon • Malaysia • Malediven • Mongolei • Myanmar • Nepal • Nordkorea • Oman • Osttimor • Pakistan • Palästina • Philippinen • Saudi-Arabien • Singapur • Sri Lanka • Südkorea • Syrien • Tadschikistan • Thailand • Turkmenistan • Türkei • Usbekistan • Vereinigte Arabische Emirate • Vietnam

Albanien • Andorra • Armenien • Aserbaidschan • Belgien • Bosnien und Herzegowina • Bulgarien • Dänemark • Deutschland • Estland • Finnland • Frankreich • Georgien • Griechenland • Irland • Island • Israel • Italien • Kroatien • Lettland • Liechtenstein • Litauen • Luxemburg • Malta • Mazedonien • Moldawien • Monaco • Niederlande • Norwegen • Österreich • Polen • Portugal • Rumänien • Russland • San Marino • Schweden • Schweiz • Serbien und Montenegro • Slowakei • Slowenien • Spanien • Tschechien • Ukraine • Ungarn • Vereinigtes Königreich • Weißrussland • Zypern

Amerikanisch-Samoa • Australien • Cookinseln • Fidschi • Guam • Kiribati • Mikronesien • Nauru • Neuseeland • Palau • Papua-Neuguinea • Salomonen • Samoa • Tonga • Vanuatu

1936 • 1948 • 1952 • 1956 • 1960 • 1964 • 1968 • 1972 • 1976 • 1980 • 1984 • 1988 • 1992 • 1996 • 2000 • 2004 • 2008 • 2012 • 2016

1980 • 1984 • 1988 • 1992 • 1994 • 1998 • 2002 • 2006

2010 • 2014

bisher keine Teilnahme

Penisola del Tajmyr

Coordinate:

La penisola del Tajmyr, nel nord della Siberia centrale (Russia), è una penisola che si protende nel Mar Glaciale Artico; la sua estremità settentrionale coincide con il punto più a nord di tutta la terraferma continentale della Terra (Capo Čeljuskin, coordinate 77°44’N, 104°30’E); è compresa fra le zone inferiori dei bacini idrografici dei due grandi fiumi Enisej e Lena meat tenderizer vinegar.

Come penisola vera e propria viene comunque considerata solo la parte più settentrionale di questa zona, che si estende fino al Mare di Kara nel Mare Glaciale Artico: il confine occidentale viene formato dalla non molto estesa foce ad estuario del fiume Pjasina, mentre quale estensione massimale verso ovest si considera la baia dello Enisej. Il confine sudorientale viene formato dalla foce ad estuario del fiume Chatanga mentre i confini a nord ed a sud sono abbastanza chiari, essendo rispettivamente il Mare Glaciale Artico e le paludi del bassopiano Siberiano settentrionale. A settentrione della penisola, oltre il capo Čeljuskin, si trovano solo delle isole nel Mare Glaciale Artico, come per esempio la Severnaja Zemlja, che rappresenta la terra emersa più settentrionale di tutta la Siberia.

L’ossatura della penisola del Tajmyr è formata dai monti Byrranga, che si allungano per circa 1.200 km in direzione OSO-ENE raggiungendo, a nord del lago Tajmyr (alimentato dal fiume Tajmyra), un’altezza di 1.148 m. Le zone di pianura sono quasi completamente disabitate e caratterizzate dai numerosi fiumi che vi scorrono, la vegetazione è tipica della tundra.

I maggiori centri abitati si trovano solo a sud del 70º parallelo, vicino alle foci dei fiumi. La ragione si trova in difficili condizioni di collegamento via terra nei mesi estivi, durante i quali le zone di permafrost si scongelano in superficie formando un unico, immenso pantano. I mesi invernali invece sono lunghi ed estremamente rigidi, i mesi estivi brevi, freschi e spesso caratterizzati da nebbia. La temperatura media del mesi di luglio non supera i 5 °C, restando anche attorno allo zero nelle zone più settentrionali, mentre le medie di gennaio scendono a -25/-30 °C. Politicamente cheap metal water bottles, la regione fa parte del Circondario Autonomo del Tajmyr, all’interno del Kraj di Krasnojarsk.

La penisola del Tajmyr venne esplorata da cacciatori autoctoni, ed è tuttora scarsamente popolata da genti di etnia nenec.

Alcuni autori hanno ipotizzato la coincidenza della penisola del Tajmyr, unitamente all’arcipelago della Severnaja Zemlja, con la leggendaria isola di Tazata, descritta da Plinio il Vecchio nella Naturalis historia.

Altri progetti